I denne weekend har jeg været i Poulsbo, Washington for at besøge min gode veninde Anna fra Norge. Fredag morgen tog jeg bussen en times tid hvorefter jeg tog færgen fra Victoria og videre til Port Angeles i USA. Her blev jeg hentet af en rotarianer og kørt hele vejen ned til Poulsbo (omkring halvanden time) med et frokost-stop hos “Fat Smitty’s”. Hold da op, så bliver det ikke mere amerikansk! Jeg fik en kæmpe stor burger med to bøffer og godt med bacon (selvfølgelig hørte der fritter til, men dem valgte jeg altså fra)! Jeg tror aldrig jeg har været så mæt før! Okay, det er en løgn...
Anna var heldigvis kommet hjem fra skole da jeg ankom. Gensynsglæden var stor, og der gik ikke længe før vi snakkede løs på dansk/norsk/engelsk. Det er vildt underligt hvordan det falder os naturligt at snakke engelsk med hinanden, men vi tvang os selv til at prøve at forstå hinanden på norsk og dansk.
Om aftenen tog vi i biografen for at se "Playing for Keeps", en rigtig sød film. Selv om vi har været her i Nordamerica i næsten fire måneder overrasker det os stadig når vi bestiller en mellem cola og popcorn til deling og bliver overrakt en 1,2 liter kop og end endnu større pose popcorn(!).
Vi startede lørdagen med at fælde et juletræ til sammen med Annas værtsfamilie, hvorefter Anna og jeg tog til Seattle. Først besøgte vi det kendte Pike Place Market, hvorefter vi juleshoppede på 5th Avenue. Der var pyntet flot op i Seattles gader med julekugler og -lys og de havde sågar malet alle træer blå med lyskæder omkring! Vi havde en rigtig hyggelig dag.
Anna og jeg blandt juletræerne
Annas værtsfar, Eric, bærer juletræet op til bilen mens jeg photobomb'er!
Frugtafdelingen på Pike Place Market
Samme sted to forskellige tidspunkter på dagen - indgangen til markedet
Stort juletræ foran Macy's
I går, søndag, tog jeg hen på eftermiddagen færgen hjem til Victoria igen. Jeg har haft en super sjov weekend! Anna er helt sikkert min bedste udvekslingsveninde, så hende kommer mange af jer forhåbentlig til at møde på et eller andet tidspunkt!
________________________________________________________________________
________________________________________________________________________
Næste weekend står i “dansk julebag’s”-tegn. Nina, min værtsmor, er nemlig født i Danmark, men opvokset i Canada, så hun vil gerne videregive et par danske traditioner til sin niece. Jeg tror også Wilma kommer forbi og giver en hånd med.
Hej hej! ☺
Ingen kommentarer:
Send en kommentar